Omkring 21. februar 1944

To malere.

tale til min kammerat Jens Nielsen
i anledningen af vor sjæte
udstillings gravøl, 1944
og i anledningen af at folk altid
sammenligner os - jeg har
gjort det samme inat
og er kommen til
følgende resultat:

Da jeg fra skaberens haand
blev slynget ind i
tilværelsen, faldt
jeg som et lille kim
- en mulighed –
ned paa en violin –
en ny aldrig brugt
violin. Dens tavse
dirrende strænge sang
sin længsel ind i min
sjæl indtil jeg kunde gribe
violinen og spille.

Sejsten aar senere blev du
med sikker haand
slynget ned paa et orgel
- et nyt aldrig brugt -
andre orgeler og violiner
bragte ogsaa dette til at dirre
dirre i tavshed

og det sang for din
vaagnende sjæl
indtil du blev stærk
nok til at spille paa det.
Nu bruser dit orgel
i straalende farver!

og min ensomme violin
stryger med pensler
sine farver over lærred
paa sin egen vis.

Udstillingen viser, at vi hver for sig
snart i overmod, snart i
hulkende afmagt
takker skaberen for vore instrumenter
saa godt vi kan! saa godt vi kan!

Olivia Holm Møller