Menu

Olivia Holm Møller

1940-11-30

Dokumentindhold

Olivia Holm-Møller kommenterer et forslag angående salget af Niels Th. Mortensens biografi om hende. Hun fortæller, at hun er blevet inviteret til frokost hos Elisabeth Schou og omtaler "hendes sag". Desuden nævner hun, at hun er i gang med at få lavet postkort med sine malerier.

Transskription

Kære Niels Th!
Hvorfor mon jeg har lyst - næsten altid -
at begynde et brev med Hallo! hallo!
det maa vel være for at sikre mig
ørenlyd. (naar jeg vil snakke med
et meget talende menneske) tror
De ikke. Tak for Deres brev.
jeg følger en lyst til straks at svare.
Jo, der er vist en god ordning med de
manuskripter!! saa har jeg da
fornemmelsen af selv at sælge! sælge!
for penge min egen ros! (ligesom i Aarhus)
nej det gaar ikke! bogen er Deres!!
De kan sælge den paa min udstilling. basta.
Saa længe maa De finde Dem i at være i
gæld til mig.
Fru Schou har lige været her. og jeg har
taget imod indbydelse for mig og mine drenge
til frokost imorgen - (bare de ikke bliver rasende
paa mig!) Sagen - hendes sag - har jo
mange sider - men bare det ikke er
vaabenklang! naa men af den grund
gaar jorden ikke under.
(jeg kan somme tider være rej for at blive
mast flad i en folkemasse og at
blive slaaet og sat i koncentrationslejr
og den slags forsmædelige ting som
vil saare min forfængelighed.
og maaske klemme den helt ud af
mig. - men denne angst er en sjælden tilstand.
Postkort! nogle enkelte af mine ting
skal fotograferes og ligge til salg paa
min udstilling. det er en ganske
almindelig pige, som siger hun vil
købe nogle og en renlivet forretnings-
mand som kender en fotograf som vil
tuskhandle med et billede.
jo det er en god ide. (tro ikke
at De har slugt alverdens visdom
i alle retninger (saadan som jeg))
det skal nok gaa, eller gaar den
ikke saa gaar den ikke. jeg har
nu besluttet at noget skal der ske.
Hvis Borchsenius kommer skal jeg nok vifte
med Dem som en rød klud - foran tyren.
Er det ikke sjov at være en rød klud?
Hvad er det for et hørespil? Har De lige
skrevet det? eller hvornaar?
Unge vismand og spøgefugl!
Gud maa ikke lade ilden tilintetgøre
de lunkne og de kolde. det har
han ingen ret til! jeg stoler paa hans lang-
modighed. ingen maa tilintetgøres!
tænk om man manglede ¾ grad af varme.
eller at se dem man holdt af mangle.
For at komme tilbage til fru Schou, hun er
meget oplivet over at kunne give de unge
mennesker husly og til at mødes og
drøfte tingene. jeg synes ogsaa det er
smukt og godt. lad dem saa mene
[overstreget] jeg har ikke det mindste forstand
paa de dele. jeg tror vist ikke at der
kommer noget ud af det for landet, men
maaske for den enkelte - og maaske
derigennem for landet - og mon fru S
egentlig er meget klogere end mig hvad
det angaar, jeg har mine tvivl.
men jeg kan heller ikke staa for, naar de
unge render sammen og vil ordne
verden. De unge er ialfald de
eneste der kan. naar man bliver ældre
har vi jo andet at gøre. jeg f.ex. er
stærkt opfyldt af noget, det kan vi snakke
om naar De kommer
Det manglede bare, at De vil komme
i januar, naar vores udst. er i februar
Nej kom til ferniseringen! vi har
salene fra d. 5. jeg tænker vi lukker
op d. 7de.
Hils familien!
Olivia
30-11-40

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Datering i brev

Holstebro Kunstmuseum