Udateret. April i perioden 1903-1905

Kære Venner! Saa var det rigtig
godt den Fakkel gik ud før I fik
set, at det kun var en osende Praas.
Ved mig er der ikke stort andet lysende
fakkelagtigt end min røde Næse -
og endogsaa den kan til Tider være
næsten bleg.
Ja jeg er glad - glad jeg skal rejse! for
jeg trænger til det, København havde
ikke forslaaet, det var blevet det bare
Os. Naturligvis vilde jeg ogsaa
meget gærne se Jer - den sidste Visit var saa
volsom foreløbig. - men - jeg rejser
ikke engang hjem til Homaa først -
af Pengehensyn, og det vilde jeg
endda meget gærne, for dem hjemme
er jeg kommet meget nærmere i disse Vejleaar.
og Forældre trænger til deres Børn, og har
jo ogsaa en Smule Ret til dem,
men jeg er ikke meget datterlig.
i Julen mente jeg Elise skulde virke
mest opdragende paa mig, saa valgte jeg
Aagaard – i Paasken havde vi
sikkert aftalt, at jeg skulle være
hjemme – saa fik jeg denne Rejseide
og uden Tanke for tidligere Aftaler
valgte jeg igen det jeg mente min
egen Lidenhed var bedst tjent med.
- nej hengiven og trofast - det
er kun Talemaader for mig, det
maa I alle vide – og I maa kun
give hvad I kan med den Viden!
- Men saa var jeg jo da hjemme
nogle Dage sidst i Januar, og det var
da saa dejligt, at hele den øvrige
Verden ligesom gled bort i Taage.
Kun disse 6-7 Mennesker var til for mig,
og saadan er det ogsaa jeg vil leve,
men dette er meget sværere i København.
- Jeg tænkte paa Jeres Appelsinsylteri
- hør Tak for ”Morkien” Signe! og
for dit Brev – og for Thoras Brev!
Jeg maa le af Elises Bind - Baand -
bundne - Interesser, bare det ikke er
mig der har sat hende denne [Lavhed?]
i Hovedet ved at præsentere hende nogle
af disse udmærkede [Inretninger?],
kan man da ikke brænde dem?
I maa ikke sidde der hjemme ”altid
parat til at modtage mig” - hvorfor
gør I dog det, - vi vil kun være
til for hinanden, naar vi er hos
hinanden.
Jeg faar en saadan ydmyg Fornemmelse
derved - glem mig bare! jeg skal
nok igen erindre mig Jer om min
Tilværelse.
Men jeg vilde ogsaa gærne se dig
grusom gerne - lige nu!
lige i et Øjekast ryste alt trist og
tungt væk mellem os - for det er
vist noget tungt Vrøvl jeg lige har
skrevet.
lad os blæse, blæse blæse!!

Jeres Oliv som altid
vandrer i Aprilvejr og paa ujævne
Veje.