Menu

Olivia Holm Møller

Udateret. Muligvis 1. maj 1903

Dokumentindhold

Olivia Holm-Møller vil den følgende dag sende 40 kr. for at afbetale på sin gæld til Thora og Meta Constantin-Hansen. Derudover fortæller hun, at hun ønsker at sparer penge sammen for engang at kunne arbejde for sig selv. Afslutningsvis spørger hun, om Thora vil købe hende nyt tøj og sengetøj.

Transskription

Kære Thora og Signe! Jeg sender i Morgen
40 Kr. Jeg vil gærne Metha skal betales, og
Thora - saa jeg bare skylder en - blir der
en Rest maa Signe faa dem - med
Tak til Jer alle sammen for Langmodighed.
Jeg ved ikke hvor meget Metha vil have for den.
Tak for [ulæseligt] Thora! Jeg glæder mig
over Ejnar, hils ham!
Jeg vilde skrevet saa meget i Dag - har
en hel Bunke - men jeg er nu saa
fyldt af Beslutningen om at spare -
samle Penge, naar jeg faar Gælden betalt
jeg maa jo til at arbejde for mig selv
engang, prøve at faa Lov at sætte
alle Kræfter ind. Som jeg dog længes!
Nu er vi ellers kommen over det Skær,
vi stødte sammen i Gaar, og nu er der
Fred og ingen Fare, - jeg er jo en stor
Idiot naturligvis, men de indrømmede
dog ogsaa en Fejl. men nu er vi meget
glade for hinanden. For de er jo virkelig
prægtige mennesker!
Jeg har en lang Skramme over højre Kind og
en stor Bule i Hovedet - for jeg er ogsaa i
Gaar tørnet sammen med et Landevejs[led?].
Ja, Verden gir spilleme mange Stød, men hellere
det end Sejgpineri.
Jeg har ligefrem en fortærende Længsel efter at blive
berømt - ja, undskyld! Storhedsvanvid er
vel en Fejl? - Thora, er du saa glad ved
at vandre i Byen, at du engang ved Lejlighed
vil købe mig noget Betræk til en Dyne -
spraglet - smukt og billigt - det skal
være i en Kælderbutik lidt forbi Storkespringvandet
paa Højre Haand - der er de saa knagende billige.
3¼ Al lang 80 Tom bredt saa stor en Flade
paa en eller anden Maade.
Og saa mangler jeg lidt Tøj som Livet du gav
mig - har du syet dit? - er det ellers ikke
muligt at skaffe noget som ligner - dersom
du ikke har levnet lidt - ganske lidt
Vil du saa tage af Pengene jeg sender.
Og saa vil jeg saa gærne laane [ulæseligt]
igen! Kæreste Venner saa megen
Bryderi I dog har af mig, og af alle
Jeres Plejebørn!
Jeg føler mig virkelig i Øjeblikket saa frygtelig
fattig og langt tilbage fra Maalet jeg har
sat mig - jeg kan næsten ikke se det - og
havde virkelig nær glemt, at der var noget
andet end dette her med Kakkelovne.
Gid I maa have det rigtig forfærdeligt godt!
Jeg snakker somme tider Fornuft med Jer i Tankerne.

Jeres Olivia

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Brevet er udateret, men i et brev den 30.9.1903 sender Olivia Holm-Møller et regnskab til Thora og Signe Constantin-Hansen, hvor det fremgår at hun den 2.5.1903 betalte 40 kr. til Meta og Thora. Nærværende brev er muligvis skrevet dagen før.

Holstebro Kunstmuseum