Olivia Holm Møller
1960-05-09
Afsender
Niels Th. Mortensen
Modtager
Olivia Holm-Møller
Dokumentindhold
Niels Th. Mortensen giver Olivia Holm-Møller en status på biografien om hende. Derudover spørger han, om det er i orden, at hendes maleri Inder ser på solnedgang kommer til at hænge hjemme hos hans søn og hans kommende kone.
Transskription
Den 9. Maj 1960
Kære Olivia! Først hjertelig Tak for dit inspirerede (og inspirerende) Brev fra Peking – det kom en Søndag Morgen og blev læst ved Kaffebordet som en god Begyn-delse paa Dagen. Dernæst Tak for Telefonopringningen. Jeg skriver dette Brev for at give dig en Redegørelse for Bogens Stadium i Øjeblikket. Det er lovet mig, at den skul-de udkomme sidst i denne Maaned, men jeg er ikke ganske sikker paa, at denne Frist kan opfyldes, da jeg hidtil kun har læst Korrektur paa knap Halvdelen af Teksten. Grunden til, at det har trukket saa længe ud, er dels Smøleri fra Bogtrykkeren (der ikke har Typer nok til at sætte hele Bogen paa een Gang, derfor maa han sætte et Stykke ad Gan-gen, trykke det Stykke, bryde Satsen og sætte Fortsættelsen med de samme Typer), dels at det Papir, Bogen skal trykkes paa, ikke duede i første Omgang, saa der maate be-stilles specielt Papir (det tog et par Maaneder at fremstille), nu er Papiret imidlertid fremme hos Bogtrykkeren, og man er i Gang med at fremstille de sidste Klicheer (disse kunde nemlig heller ikke fremstilles alle, før man havde Satsen, saa man kunde se, hvorledes de kunde ”gaa op” i Teksten. Ja, der er mange Vederværdigheder, naar man skal fremstille en pæn Kunstbog – og jeg synes (efter det jeg hidtil har set) at det bliver en nydelig, stor Bog med 75 Billedgengivelser, hvoraf mange store, Bogen bliver ogsaa af et fint stort Format, og indbindes med en Farvereproduktion paa Smudsomslaget (gult Høstbillede). Det er altsaa ikke Smøleri fra min Side, der er skyld i Forsinkelsen, jeg har presset paa hele Tiden, skældt og smældet, og jeg har flere Gange rejst til Køben-havn for at faa Papir og Klicheer hurtigt igennem...
Det var det…Saa vil jeg lige bede dig om en Oplysning: Jeg kan naa at faa en Fodnote med om din Kinarejse. Kan jeg skrive noget i denne Retning:
”I første Halvdel af Aaret 1960 foretog O.H-M. [med blå kuglepen] sammen med Maleren Jens Nielsen en rejse til Kina; hun i flere Maaneder opholdt hun sig et Par Maaneder i Peking, hvor hun nedfældede sine Indtryk af det gamle og det nye Kina i en Række Skitser og Akvareller, bl.a. osv. (du kan maaske nævne nogle Emner?)”
Jens Nielsen er overhovedet ikke nævnt i Bogen. Skal jeg nævne ham i denne Fodnote - at han deltog i Rejsen til Kina? Svar mig venligst hurtigt.
Saa har jeg endelig et privat Spørgsmaal til dig: Har du noget imod den Tanke: at ”Inder ser paa solnedgang” kommer til at hænge i Peders Hjem? Peder, der er ved at afslutte sin Magisterkonferens og skal giftes Sct. Hansdag, har faaet Lejlighed paa Frederiksberg (i Carlsbergfondets Bolig, han skal arbejde for Carlsbergfondet med en videnskabelig Publikation), og vi har lovet ham og Aino (hans vordende Kone), at de matte laane enkelte af vore Billeder. Da de begge er meget glade for Inderen, synes jeg
de unge Mennesker skal have hans Selskab i deres nye Hjem (jeg tror, han er god at have i Stuerne, det er Fridas og min Erfaring), men da Billedet jo er givet os af dig for at hænge her, vil jeg spørge dig om din Mening først?
Peder og Aino har i øvrigt set din Udstilling i Aarhus og sendt mig Kataloget med de smaa Drenge i Badekarret udenpaa, Peder skrev, at han kunne nikke genkendende til adskillige af Billederne, især havde han et hjerteligt møde med en Araber. (Det maa være dejligt for dig at vide sig paa Bølgelængde med de unge; vi andre betragtes jo allerede som temmelig oldnordiske, skønt det kun er 25 Aar siden, jeg skrev mine første Bøger. Sic --.
Jeg er for Tiden med i en nordisk Kunsthistorie, der - hvis den bliver til noget - skal udsendes i syv Sprog - desværre dog ikke kinesisk.
Og ellers roder jeg med forskelligt. Jeg skal hilse fra Frida og sige, hun glæder sig til at besøge dig omkring Sankt Hans, hvis du er hjemme til den Tid. Vi er nok i København fra 22. til 24. Juni.
Lev saa vel, og send mig venligst et par Ord om
Fodnoten og Inderen!
Hjertelig Hilsen!
Fakta
PDFDansk
Datering i brev
Olivia Holm-Møller udstillede på Århus Permanente i april 1959.
Holstebro Kunstmuseum
Omtalte genstande
Olivia Holm-Møller: Inder ser på solnedgang, 1955-56. Tempera på lærred, 68 x 80 cm. Privateje.