Udateret. Muligvis perioden 1901-1902

Kære Thora! Rar eller troldet - jeg ved det
ikke rigtig - men du faar tage mig som jeg er, jeg kan
ikke gøre for det forfærdelige i mig. Det er da ogsaa
saa aldeles ligegyldig, enten det er oppe i dette Øjeblik eller
ej, De ved jo det er der. - Og jeg holder da f.E. ogsaa
akkurat lige meget af dig enten du i Øjeblikket er forfærdelig
rar el. mindre - det tror jeg da, jeg ved jo, det rare er
der - og meget mere med dig da, du er fast, og saa
gaar Venskabet vel ikke istykker, om ogsaa jeg er meget løs
paa Traaden og troldet - altsaa - haaber ikke du
”siger mig op” hverken af den lille Krog i dit Hjærtekam-
mer eller af mit lille Kvistværelse. Jeg er jo angst,
for ak! ens Vært burde aldrig kende en saa nøje som
du kender mig - eller ogsaa meget nøjere.
- ”Prikken” Thora, ”Prikken”! Jeg længes meget efter
et Par smaa Arme omkring mig og efter et varmt Hjærte
mod mit kolde, ja længes egentlig ikke - det er jeg
for fornuftig til - men glæder mig meget til den Tid, da
det kommer, og da, synes jeg nu, vil jeg prøve at erobre
endnu lidt mere af den lille Hjærtekrog - maa jeg?
Glæder mig meget - meget!
Hvad mon det er for ”et fjærde Hus” De færdes i? Jeg kan slet
ikke tænke mig noget saadant, med mindre det lille
i Vest har faaet det Navn, og det er dog for galt - skønt De
jo før har boet i W.C. - Vrøvl, men hvad er det
fjerde Hus for et?
Her er meget stille, jeg faar god Tid til at tænke mig om, prøver
om muligt at gøre min bløde Hjærne og bløde Hjærte lidt
fastere, det lykkes nok.
Den mest ”dannede” i Omgangskredsen er en ung Mejerist,
der læser ”Terje Vigen” med norsk Tonefald og Følelse -
særlig Følelse - og engang imellem byder mig en frisk Skraa.
Han er for Resten meget rar. Ellers vandrer jeg lange
ensomme Ture langs med Stranden og ser Solnedgang (!)
for Resten noget af det dejligste jeg har set, men det
lyder jo gyselig sentimentalt hvad det i Grunden slet ikke
er. - Og saa spiser jeg - til den store Guldmedalie
forsikrer jeg. De skal se, der inden September blir lidt
af en Kugleform ved mig, om end ikke andet end i det
ydre. Og saa varer min Dag lige fra 5 Morgen til
11 Aften. Naar jeg nu fortæller, at jeg gaar i et ildrødt
Liv, stor Hat og Sandaler, saa ved De omtrendt lige-
saa meget som Øjvind fik at vide gennem
[Marrits?] Brev, nemlig at hun spiste, sov og arbejdede.
Den første August rejser Elisabeth og jeg nok til Skagen,
jeg glæder mig meget, forfærdelig meget, og saa skal jeg
hjem at arbejde. Mon du til den Tid endnu er
i Aagaard? Jeg tænker tit paa, hvordan det vel gaar med
Malingen paa Skolen, det blir morsomt at se, naar
den blir færdig. Nu rejser saa snart alle
de rare Piger fra Aagaard, jeg takker Guderne (i
mit stille Sind ”selvfølgelig”) at jeg for længst er borte
derfra - ganske og aldeles borte, aldeles ikke [Læsende?]
mere hverken der eller hos dig og aldrig blir det
mere. - Jeg rødmer helt om i Nakken, naar jeg tænker paa
mig selv "som saadan".
Farvel Thora, nu slutter jeg, det er dog bare for at
forsikre dig, at det virkelig er aldeles ligegyldigt
enten jeg tilsyneladende er rar eller ej. Du kan
aldeles ikke se det af et Brev. Men tro kun
paa, at der i Bunden er ganske lidt godt altid og
hold godt fast paa mig Thora, for jeg er frygtelig løs.
Har De endnu ikke faaet nok af Børn, eller ønsker
De stadig endnu én?
Vil du hilse Elise og Signe og Bertel! Ja Knudsen
havde rigtignok Ret, I er nogle ”dejlige Damer”, de
dejligste jeg kender.
Olivia.
Der er nu dog alligevel noget af et Offer i Deres
Venlighed imod mig - nægt det om De kan!
Det var jo meningsløst andet nu i Begyndelsen.
Men det gør ikke noget - hellere det.
Paa onsdag Aften til Skagen - Hurra!