1901-03-24

Kære Thora! Inden De rejser, maa jeg sige Dem noget, jeg
maa sige det til en, og jeg kan bedst til Dem, baade fordi De
er den De er, men ogsaa fordi De jo rejser og saa (formodentlig)
forhaabentlig glemmer det, inden De kommer igen.
Det er en Opdagelse, jeg har gjort. Nu vil jeg sige det saa kort og
klart, som jeg kan. Jeg har jo de sidste Aar, vel særlig
det sidste Aar, været saa underligt oprevet, især den sidste
Tid har jeg lidt en hel Del. Jeg havde en stor Sorg, som jeg ikke
har sagt noget Menneske noget om, hvad det var over er ligegyldigt
her, det angik en, som har staaet mig nær. Og saa ved De
jo, der været meget andet, det har jeg jo bebyrdet Dem med,
fordi De har været saa utrolig rar imod mig, og jeg mente jo, jeg
trængte saa haardt. Men saa en Dag opdagede jeg noget
rigtig fælt og ækelt, jeg opdagede, at jeg hyklede for mig selv -
(hyklede er ikke betegnende, men jeg kan ikke finde noget bedre Ord)
Det var i en Smaating jeg opdagede det, men siden har jeg tænkt
meget over det, og nu staar alt, hvad jeg her lidt og sørget, som
indbildte Sorger og Lidelser. Det var Indbildning med Sorgen,
det var Indbildning dette, at jeg absolut maatte have disse Spørgsmaal
klarede, og, hvad der var det allerværste, dette at jeg ikke
kunde tro hverken paa Gud eller Kristus, slet ikke kunde
tro paa noget som helst, skønt jeg saa hvor rige andre
blev ved at eje den Tro, ja, jeg syntes, jeg ikke kunde
blive lykkelig før jeg fik naaet at blive Kristen. Det var
næsten som Livet om at gøre i nogen Tid, netop at faa
Hjælp fra Gud i Sorgen - den indbildte Sorg.
Alt dette, opdager jeg nu, var Indbildning og ikke
andet, der er slet ikke nogen saadan Trang i mig,
jeg kan vist meget godt undvære at faa Del i dette.
Det har alt sammen været Hykleri, saa meget værre som
jeg har hyklet for mig selv ogsaa. Det er saa underligt
nu at tænke paa alle de spildte Taarer og Sorger, jeg forstaar
slet ikke, hvordan jer er kommet ind i dette.
Og saa er jeg saa skamfuld overfor Dem og hvem jeg ellers
har plaget, men jeg kunde ikke gøre for det, for jeg vidste jo
ikke, hvad jeg nu ved. Men jeg matte sige det, for
nu er jeg jo paa en Maade en helt anden, og hvem ved, om
De saa vil have mere med mig at gøre.
Det var meget svært at gøre den Opdagelse, men nu føler
jeg mig lettet.
Jeg er bange, De bliver ked af dette her, for De har været saa
meget for mig i denne Tid, altsaa maa De jo holde lidt af
mig og vil vel nødig tro noget saa slemt om mig.
Men De maa ikke tænke mere over det, end medens De
læser Brevet, jeg maatte jo bare meddele det.
Der er jo sikkert Mennesker, for hvem det er Sandhed, eller
som hele Livet tror, det er Sandhed, og som altsaa kan
leve paa det.
De ved jo, hvor svært det er, at faa saadan noget sagt,
saa undskylder De, at jeg skriver. - Jeg kunde næsten
ogsaa tænke mig, at De blev bange for min Forstand,
det er der dog vist ingen Grund til, tværtimod vil
jeg snarere kalde dette et Fornuftsstandpunkt.
Jeg tror virkelig ogsaa jeg kunde blive nervøs og daarlig af
det, og saa har jeg gjort den ene Dumhed værre end
den anden i den sidste Tid. Alt dette maatte jo
have en Ende - og jeg føler mig virkelig lettet.
Jeg holder meget af Dem, det tror jeg da ikke er Indbildning,
skønt jeg har kunnet bilde mig det utroligste ind.
Egentlig er jeg vist en meget kølig Natur, det synes jeg
da nu, alle varme Følelser har bare været Indbildning.
Uh, jeg synes mig selv saa ækel. Og jeg vil ikke
ind i dette igen, jeg kan godt leve uden Tro paa
nogen eller noget. Jeg kan Thora! Og kan jeg alligevel
ikke, faar jeg jo begynde igen paa dette trøstesløse Roderi
som jeg aldrig kommer ud af. Men endnu har det
bare været Indbildning med Trangen, det ved jeg saa
vist nu.
Jeg har saa meget at bede om Tilgivelse for!
Olivia.
d. 24 Marts 1901