Sommer 1901

Kære Thora! Nu føler jeg Lyst og Trang og Lejlighed til
at give et lille Udtryk for vort etaarsgamle Bekendtskab. At
Skriften blir daarlig og Stilen daarligere maa du undskylde, for
jeg ligger paa Maven ude paa Græsplænen - blir fyldt med saa
mange Indtryk, som jeg ikke her kan give Udtryk - saa det blir
Kludder altsammen, men Tanken er meget god.
Tak for dit sidste rare Brev, hvoraf jeg med Glæde ser, hvad jeg
før har mærket, at Bekendtskabet er blevet Venskab, revner
dette ogsaa med et Knald, saa har ialfald jeg haft meget
meget ud deraf. Et Aar er jo ogsaa lang, lang Tid for
saadan noget at holde. Men en Maaned til skal
det jo holde endnu, da jeg ikke har faaet nogen Opsigelse
og heller ikke givet nogen, altsaa hver Dag skal tale med
Dem og saa velsagtens ikke kan lade være med at forgude
Dem. Men Thora, hvorfor skriver du, at du ikke har oplevet
at blive føjet af mig i noget? Det kan du da ikke mene,
jeg mindes da en lang Kæde af lutter Føjeligheder fra min
Side. - Forresten har jeg mange gode Forsætter og en hel Del
Forventningsglæde, naar jeg tænker paa min nye Værdighed som
Deres Terne. - Det er et forfærdeligt morsomt Brev Deres
det sidste, alt det Børnevrøvl De dog har haft!
Og saa Knudsen som ikke kom! - enten er hans Begejstring
meget hurtig gaaet over, eler ogsaa er han blevet meget
lang i Ansigtet ved at finde Fuglen fløjet, da han kom,
begge Dele kan jeg udmærket godt tænke mig. Men De lider vist
ikke jeg siger saadant noget - eler noget som helst andet - om
det. Hvad raver det mig! De skrev om Jens Riss Brødre - maa
jeg ikke, med min aller bønligste Stemme ”be om den ene”?
Men ikke David, for der er noget, jeg ikke kan lide, ved hans
store ”Formand”.
Nu har jeg været her hjemme 14 Dage og rejser næste Fredag til
København. Jeg har haft en Flidsperiode, men den er de sidste
Dage saa aldeles borte, at jeg ikke forstaar, hvordan det skal
gaa. Min Perspektivopgaver har jeg saagodtsom ikke rørt
og jeg har en meget stærk Mistanke om, at de ikke blir
færdige - men hvad, jeg faar jo da sagtens heler ikke alt
antaget, og saa er det jo for saa vidt ogsaa det samme,
saa haster det jo ikke saa haardt. Jeg har modeleret et
Hoved af min lille Søster, det er godt men ikke
videre udført, maaske indleverer jeg det, men jeg er temmelig sikker
paa at faa det kaseret. Jeg maatte jo holde op, for at det
kunde tørres, har kun arbejdet paa det i 17 Timer.
I onsdags blev min Svigerinde begravet, ”Gildet” stod her og
vi har ogsaa deres lile 1½ Aar gamle Barn, en meget sød lille Pige.
Der er saamæn ingen Sorg, for hun Afdøde var mildes talt gyselig, men
det er aldeles forfærdeligt at se, hvor lidt et Menneske savnes - og det
endda en Hustru og Moder. Kære Venner sikken Komediespil,
en hel Hærskare af sørgende Mennesker, som aldeles ikke kender
den Afdøde, men som sørgede med den sørgende Mand, som aldeles
ikke sørgede. Og saa Præstens trøstende og medfølende Tale!
man kan ”brække sig” over det hele, og saa bagefter Takken
for den store Deltagelse i den store Sorg.
Kære lille Thora! Nu har jeg læst dit Brev igen, og kan ikke lade være med
at sammenligne, du tager alting saa kønt, mens alt i mine
Øjne blir saa stygt og forfærdeligt, tror du det er en Sygdom i Øjet,
eller er det, jeg ser, virkelig meget værre end alt andet og alle andre.
Her er jo virkelig meget rart, hyggeligt og dejligt, det siger alle. Vi har
haft Feriegæster hele Tiden mens jeg har været hjemme, - Liv og
Lystighed.
Skagensturen var dejlig, kan du tro, og jeg fik dit Brev paa
Vejen derop. Men nu længes jeg efter rigtigt Arbejde igen,
desværre maa jeg jo nok den første Maaned døje Professor
Alexander’s Selskab - Guderne give mig lidt Taalmod!
Til Novemberindlevering skal jeg helst helt antages, og da vil
jeg bede Guderne om at fri mig for at blive som alle de
andre deroppe pa Akademiet. - Ja, du kan nok ikke
heraf mærke, at jeg i Dag har været i Kirke og hørt om Farisæren og
Tolderen, men jeg vil ganske stille hviske dig noget Thora:
”Jeg har virkelig af mit ganske Hjærte ”noget imod” at blive som
Tolderen!" Og jeg indrømmer, at der er meget af en Farisæer i
mig, og jeg havde den største Lyst til, da han (Præsten) skildrede
en saadan, at rejse mig op og ”bukke” rundt til alle
Sider, som en der blir præsenteret, men jeg gjorde det bare ikke
for til mine andre Dyder hører ogsaa Fejghed og saa Frygten
for at ”gøre Familien Skam”.
Farvel Thora! jeg sludrer vist for meget, du har jo saa travlt,
men hvad skal jeg en Søndag Eftermiddag, naar jeg mangler
Energi og har Lyst at skrive til dig.
Kan du nu læse mellem Linierne det rare, jeg ville have
skrevet, saa viser det mere end alt andet dit gode
Hjærte. Mange Hilsener til Signe og Ejnar!
Din Oliv.
Rejser I om ad Aagaard saa hils!

[venstre margen]
Jeg synes jo da [ulæselig]
Tider alt er dejlig, men
naar jeg er ugidelig saa
rabler det.

En rigtig inderlig Tak Thora for det Aar som gik! Jeg tænker
mig meget tit i denne Tid et Aar tilbage. Det Aar har lært mig
meget meget synes jeg.
Dette er nok ”et miglignende Brev”
Hilsen til Kristiane,
Margrete og Else Marie
og Else!