Efterår 1901

Kære Elise! Jeg skulde og vilde egentlig skrive
til alle andre end netop dig, men det blir dog nu
saadan at jeg bærer mig dumt ad, det er bleven Natur for
mig, og hvad! jeg hører i den sidste tid ustandseligt,
at jeg er dum, Kristian kan ikke sige et Ord til mig
uden at han i mere eller mindre sindrigt opfundne
Vendinger siger dette. Og hvorfor saa ikke være det.
Jeg har besluttet at lade Forstanden ryge og rejse, Lykken
har jeg, og den er jo bedre, naar den en skønne Dag,
ogsaa ryger og rejser, kommer Forstanden vel tilbage.
Ja, Elise! Jeg er meget lykkelig. Nu har jeg bare den
Bekymring, at jeg vist kommer alt for let til alting,
det skal ikke være godt. Der er nu min Perspektiv,
som jeg ikke indleverede, da jeg skulde tegne de
manglende Tegninger, opdagede jeg, at jeg havde lært
det alt for let – jeg havde glemt det hele.
Jeg gik saa til Docent Blom for at spørge ham hvor
meget jeg manglede – og tænk dig Elise, jeg slap
for at tegne mere, han ”antog” det hele – hele Sytten
som han saa smukt udtrykte sig. Han sagde, at
det hele var det værste ”Møj” man kunde tænke sig.
Værre Tur har jeg ikke længe (vistnok aldrig) været paa,
og Mage til Behandling har jeg aldrig faaet – brutal
elskværdig – men jeg var himmelglad, da jeg gik
hjem, og jeg kan volsom godt lide den gæve Mand,
og han havde ret, for det var noget rædsomt Sjuskeri, men
ikke værre end det andre Kvinder indleverer, de har
nu engang ikke Smag for det bestemte.
Saa har jeg nu været på Akademiet i 5 Dage fra 9-2,
har udført den Prøve tilfredsstillende, som der fordredes
saa jeg nu har indhentet de andre og sammen
med dem begyndt på et rigtigt Arbejde.
Det gaar alt sammen som Leg, og jeg er volsom
glad for det. Saaby er jo saa meget elskværdig.
Ja vist skal jeg more mig med Arbejdet, det kan
du tro, allerede nu er det morsomt og der blir jo
da meget meget bedre naar først vi kommer
til den levende model.
Nej Elise, jeg vil slet ingen Sorger have nu
jeg vil ikke, men kommer de alligevel
bag paa mig, saa bøjer jeg Hovedet og lader dem skylle
over og gaa videre, jeg har slet ikke Tid at stride
imod, der skal virkelig forskrækkelig megen Tid til
at sørge rigtig, og du kan tro, vi har Hænderne fulde
alle her. Jeg for min Part har slet ikke ”sunnet”
mig siden Sommerferien og ønsker det heller
ikke, har jeg et ledigt Øjeblik begynder jeg hellere
paa - Hønsefødder, Gulerødder, Halsen af en
Svane o.l. Vrøvl end jeg sunner mig.
Livet er dejligt – og du er dejlig Elise, rigtig
fortryllende dejlig synes jeg somme Tider, som
noget af mit Ideal som Menneske – som
Kunstner maa jeg jo have en Billedhugger til Ideal
og foreløbig er det - ja de kan jo være
det samme.
Vi har det forfærdelig rart her og jeg glæder mig
til at du også kommer herover.
Men Elise - en Skavank er der dog ved dette at
sky Sorgen, denne nemlig, at saa er det vist
næsten umuligt at faa Del i den rigtige, den rent
ubeskrivelige Glæde. For mig ialfald har de to
hørt uadskilleligt sammen, eller været Følge af
hinanden.
Det er et meget forjaget Brev for jeg har lovet Thora, at
det skal afsted nu for kl. 4 og det maa jeg jo holde.
Hils Brücker, Bertel, Martine og Lindholm og,
Bertel faar ikke Brev før hun ”slutter” det sidste
som hun lovede, men sig dem Tak - mange
Tak for de sidste.
Farvel! Din heng. Liv.
Du faar da naturligvis ogsaa tusinde Tak for dit
Brev. Deraf henter jeg mig mangen Draabe
Begejstring.