1943-11-13

13-11-43
Hallo! Kan jeg raabe dig op! jeg tager
mit fineste papir og begynder - jeg har
ikke noget ærinde men i øjeblikket et
let sind. Jeg vil sende en fangarm ud,
for jeg holder meget af dig og af dine
digte - som jeg jo har i manuskript (kommer
den ikke snart?) Jeg synes det er
100 aar siden vi snakkede saa godt
sammen. maaske kommer vi aldrig
til det mere, men ialfald: det var godt!
Anker Larsen lader ”Olsen” sige (da han
er i ”prikken”) at mennesker støder sammen
gaar igennem hinanden og ved saa
hinanden. saadan noget skete dengang
vi snakkede sammen. Jeg ”ved” dig og
du ”ved” mig i noget centralt - Er
det ikke sandt?
Jeg har været til sølvbryllup i Homaa (Tolstrup)
lige efter at skibet var brændt - en kort tur,
en meget god tur idetheletaget. og nu
maser jeg med mit nye ”slægten”. det begynder
at flaske sig: og saa kommer udstillingen!
det er utroligt at et menneske vil blive ved
at bombardere verden med billeder, men
man kan ikke holde op.
Naar først ”folk” begynder at synes om mine
billeder, saa kan jeg maaske slet ikke
selv lide dem mere. ved du hvad: jeg
naar ikke det jeg vil! ”Sejerløse falde
kæmper alle”! (det er ikke publikum jeg
tænker paa)
Vi er stadig lukket inde fra kl. 8. jeg kan godt
lide det. det giver saadan ro, ingen kan
komme og ingen kan gaa ud. det er en lille
evighed af stilhed (- selv om - som i aftes -
der kom 3 volsomme bomber. det lød som
lige hos naboen, men jeg har hørt det var paa
lyngbyvejen) - som om man laa i Guds
hule haand mens verden raser. Paa
forhaand er jeg ikke bange for at dø, maaske
jeg bliver det naar det sker.
Det synger i mit sind, gid jeg kunde omsætte
det i farver. Jeg ville gærne male en højsang.
om livet forstaar du! om den vej
hvor man gaar, hvor man faar venner
og hvor man mister venner. hvor man
græder og hvor man ler, hvor man
somme tider slæber sig frem med ansigtet
i støvet, ja sommetider paa muldvarpevis
ligefrem nede i jorden. og sommetider
javel! med næsen i sky!
med næsen i sky op mod solen.
maaske er det det jeg altid har villet male
men det er slet ikke lykkedes endnu. og
jeg er 68 aar.
Det er nu heller ikke saa vigtigt, det er vistnok
ikke saa vigtigt som at føle det.
Hvordan med dig unge mand?
du er heller ikke færdig med din sang!
Livet rækker os stadig en ny blomst,
og vi snuser henrykt til dens duft!
den allersidste blomst - døden - med sin
vilde, fortryllende duft, ja den dør vi af.
og nu vil jeg som tørven sige ”undskyld”.
kærlig hilsen til Jer alle tre fra din hengivne
Olivia