1900-09-07

Aagaard d. 7/9 1900

Kære Thora Constantin-Hansen!
Skønt jeg er taknemmelig og rørt over Tilbudet om
Plads hos Deres Moster, har jeg dog tøvet saa længe,
fordi jeg alligevel ikke kunde bestemme mig.
Aa De! jeg er vist forfærdelig urimelig, men jeg vil
alligevel sige Dem, hvorfor jeg har tøvet. Jeg synes,
at jeg saa alligevel ikke blev fri for alle Hensyn,
naar jeg kom til et Sted, hvor nogle vidste det
allermindste om mig - el. rettere, jeg synes, jeg
var mest uafhængig, naar jeg kom et Sted, hvor
ikke én vidste en smule om mig, og hvor jeg
derfor kunde blive fri for at tale om noget
til nogen. Se derfor var jeg bange for at komme
til en Menneskekender, som jeg antager, Deres Moster
er. Fornuftige Mennesker siger, jeg skal skynde
mig at sige Tak, selv synes jeg det ogsaa i
lysene Øjeblikke, og i et saadant siger jeg nu
Tak til Tilbudet.
Der er et rigtigt passende Navn De gav Sygdommen,
Tandpine er det, og den ene Tand efter den
anden blir angrebne, altsaa skal den ene Tand
efter den anden trækkes ud - med en lykkelig
Haand skriver De. Men naar nu det er en
aandelig Sygdom og ”Tænderne”, der skal bort,
maaske er Troen paa Gud og paa Mennesker
eller noget andet af det dybeste og mest værdi-
fulde man har, er det da saa underligt, at
det gør ondt - saa helt forfærdeligt ondt, og at
Tanken om denne forestående ”Tandudtrækning”
lægger et saa knugende Tryk over mig bestandig,
saa al min Vilie og Kraft gaar med til bare
at bevare Skinnet af Glæde.
Men Tænderne maa jo ud, de har været angrebne
i flere Aar, og der er vel egentlig ikke stort
tilbage af dem. Men er det ikke underligt
at Sygdommen kulminerer her i Aagaard, dette forunderlig
lyse, friske og sunde Sted, som jo slet ikke passer for
Sygdom. Jeg tror næsten, Brycker kunne plombere
Tanden, men det holder jo alligevel ikke, saa hellere faa
den ud naar engang jeg træffer en Specialist
paa det Omraade, maaske en saadan findes i Kbh.,
jeg længes efter det, men jeg har endnu aldrig truffet
en saadan. Naar det er overstaaet, blir det vist
værd at leve. - De ser, jeg tror paa, at Pinen faar Ende!
Kære Thora, De skal slet ikke tænke mere paa
hvad jeg skriver, jeg trængte bare saadan til Luft
og saa gik det ud over Dem, De er jo saa langt
borte og vil forhaabentlig aldrig minde mig om,
hvad jeg her skrev.
De skal ikke være bange for, at jeg ikke kan taale Aagaard
det tror jeg, jeg kan. Aagaard vil altid staa for mig som
det lyseste, jeg kender, vel ogsaa fordi jeg selv her har været
særlig mørk. - Nu Tak for alt godt!
Deres heng. Olivia Holm Møller