1940-06-22

[med blå kuglepen ikke i Holm-Møllers hånd]
Sommeren 40

[med rød blyant ikke i Holm-Møllers hånd]
22/6

Kære Niels Th. M.
Jeg havde laant ”den tunge flugt”
ud, og jeg har savnet den, for
naar jeg ikke hører Deres ungdommelige
pjank glemmer jeg næsten at
De kan skrive saadanne digte
og altsaa ogsaa er saadan.
Nu har jeg faaet bogen tilbage
og jeg har lige læst en del af dem
for Ane. Jeg er meget glad
for den bog. Tak!
Jeg har spændt Palsgaard billederne op.
Ak, de uroer mig! de er skønne,
flotte og overfladiske! og jeg kan ikke
gaa ret meget videre med dem, det er vist
kun dekorationskunst.
De er tydeligt mit værk, men ikke som
jeg helst vil være.
De bruger et udtryk: ”mit sinds
spektakel”. Disse billeder er mit sinds
spektakel. - især det abstrakte.
Jeg har et stort lærred og jeg vil prøve
at lade en anden side af mit sind
faa ordet i et abstrakt billede.
(Det er en skam De bor saa langt borte.)
Paa en maade stiller det motivløse billede
større krav til malerens selvkritik, saa
man ikke lader sig nøje med den overfladiske
skønhed og rabalder. Det skal have et
Aandsindhold, være intim, stille.
I øjeblikket føler jeg mig overfor disse billeder
fra Palsgaard næsten som en [plakat?]
maler - store fordringsfulde lærreder!
men naar jeg har malet lidt mere paa dem nu er jeg da aflastet for den ide!
det er en vinding. Den har staaet mig
i hovedet længe og er maaske slet ikke stort værd.

Nu skal De høre et digt af hollænderen
som Deres digt fik mig til at tænke paa, da
De læste det. (jeg ved forresten ikke hvorfor.)
Jeg har ikke hverken original el oversættelse
her, og der er store huller i min hukommelse
med De skal have hvad jeg husker.

O, moder
jeg drømte
at jeg tidligt
at jeg nu maatte dø
jeg græd og sagde intet
for jeg længtes efter at være hos Gud
efter det store værk jeg havde fuldbragt.
Mit hoved var godt tilrettelagt
men jeg følte som laa det paa sten
halvt udenfor
hvor ensomheds og stoltheds kulde hang
halvt indenfor hvor Gud.

og vor gærning var endnu hos os
ak uden stoltheds thi moder kender
egen gærning ej.

jeg var saa angst
saa grænseløs bange
da han kom glidende
som solen til de lukkede øjne
og mig
vækkede til livet - som med en glad latter tog imod mig
som vi det ikke kende her - men vente
frygtsomme af længsel.
Ak, ak! man vil ikke gærne kaldes ung
naar man er gammel, jeg ønsker at
modnes i naturens orden, langsomt
og som et korn løsnes fra akset.
Alt det der ligger før 64 aar, har
jeg jo levet, og det var ikke bedre end det som nu er.
Jeg sender et fotografi. billedet findes
i Hillerød.
Send mig nu ved lejlighed Deres
digt. som De lovede.
Mange hilsner til Deres kone og søn
og Dem selv
Olivia
22-6-40
Homaa pr. Aalsø
Alt staar vel til her (vistnok med undtagelse
af det økonomiske). Nanna har det godt.
Drengene kommer snart hjem paa ferie.