Menu

Olivia Holm Møller

Udateret. Muligvis fra året 1900

Dokumentindhold

Olivia Holm-Møller spørger Elise Konstantin-Hansen, om hun vil skrive en anbefaling til hende. På bagsiden er det muligvis Konstantin-Hansens udkast til anbefalingen.

Transskription

Kære Elise!
De ved jo, at jeg er et Fæ, derfor kan
det vel heller ikke undre Dem, at
jeg igen har handlet som et saadant.
Jeg skulle jo egentlig i Aftes have sagt
Dem noget angaaende denne Ansøgning.
Jeg har været hos Fr. Frederiksen, hun var
meget venlig – takket være Dem –
men hun sagde, at hun ikke havde
noget med dette at gøre. Derimod
raadede hun mig meget til at faa
Dem til at skrive paa den, det vilde
gavne meget. Se, jeg er ikke alene
dum men fejg, for jeg fik det jo
ikke sagt i Aftes, jeg synes det er alt for
meget Paahæng, De har af mig.
Nu har jeg sovet mig til Fornuft, De
og Deres Søster har været for rare imod
mig til, at De ikke ogsaa vilde gøre
dette. Derfor beder jeg dem nu om
det! Jeg vil saa gærne have det ordnet,
saa jeg kan afsende den hjemmefra,
faa det overstaaet inden Jul.
Naar Brevet Dem, saa De kan skrive,
inden De rejser, vil Thora maaske
tage det med herud på Mandag.
Og saa Tak for alt!
Hilsen til de tre rareste Søstre, jeg har
kendt fra Olivia

[med blyant ikke i Holm-Møllers hånd]
Jeg er overbevist om at
ansøgerinden vil kunne blive er-
hvervsdygtig i sit fag dersom
hun får hjælp til grundig den ud-
dannelse, hun så kækt har begyndt
på egen hånd. Hun vil anvende
hvad hun får med samvittighedsfuldhed

At hun med flid og samvittighed
fuldtud vil benytte den muligt givne
understøttelse tør jeg på hendes vegne
forstaa, og da hver måneds under-
visning under disse forhold er
af stor betydning, vil jeg på den
varmeste bede den ærede [Fællestyrelse?]
at tage hensyn til denne ansøgning.

[påskrift med sort blæk]
[gulmann?]

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Brevet er udateret, men Olivia Holm-Møller beder muligvis om en anbefaling til Emilie Mundt og Marie Luplaus tegneskole. Hun gik på tegneskolen i vinteren 1900/01.

Holstebro Kunstmuseum