Menu

Olivia Holm Møller

1901-09-03

Dokumentindhold

Olivia Holm-Møller fortæller, at hun er blevet antaget på Kunstakademiet, selvom hun mangler at færdiggøre sine perspektivtegninger. Hun er glad for at være kommet ind på Kunstakademiet, men længes samtidig efter at komme ud derfra igen. Derudover skriver hun, at hun trives som ung pige i huset hos Thora og Signe Konstantin-Hansen.

Transskription

Kvisten - Bredgade 3 September 1901.

Kære Elise! I Fredags blev Tegningerne bedømt
og mine blev antagne. Desværre gad jeg ikke bestille
noget i Ferien og fik slet ikke en Smule arbejdet
paa Perspektivtegningerne, som jeg skulde, saa de
blev ikke færdige og ikke indsendt. Saa truede
de (paa Akademiet) mig med, at jeg ikke kunde indlevere
dem før Novbr., men i Dag talte jeg med Prof. Saaby
og han lovede omtrent, at jeg maa begynde
straks og saa indlevere dem naar jeg faar
dem færdige, for det er jo da ogsaa noget som
ethvert Fæ kan tegne, naar vedkommende Fæ har
Tid. Saa begynder jeg nok der oppe en af
de allerførste Dage. Hurra jeg er saa
gruelig glad – alt antaget, det havde jeg
jo ikke ventet. Og nu har jeg besluttet, at jeg
vil blive dygtig – kraftsuseme! jeg vil
blive til noget engang.
Men Akademiet, ja jeg længes allerede efter at komme
ud deraf igen, skønt jeg ikke har begyndt.
Jeg kan nu ikke lide de Kammerater jeg faar, jo den
Lille Andresen blev også optaget, hende kan
jeg da godt lide.
Du maa gærne sige til Bertel, at hun ”sørme”
kommer til at ønske mig tillykke, det maa alle
gode Venner gøre, du ogsaa Elise, for dine Breve
lukker for et Øjeblik ligesom dig selv ind i
Stuen, og saa er her festligt.
Jeg glæder mig meget til Vinteren, for det er dejligt
at være ”ung Pige i Huset” hos to saa dejlige
Søstre og dejligt at have ”et ungt Menneske”
som Kristian Br. her, men det unge
Menneske er desværre alt for flittig.
Vi har i de sidste Dage levet i Sus og Dus, Far har
været her ovre, og i Lørdags kom Per Kristian
og Mads Peter fra Venø, Jens Ris har haft fri i 9 Dage
og i Søndags flyttede Kristian ind. Og saa
Festen og hvad der følger med. Vi tre Kvinde-
mennesker farer rundt som Fluer i en Flaske
men jeg tror nok vi morer os godt ved det,
jeg gør da, men nu skal jeg jo til at arbejde, og
saa glæder jeg mig til al den Hygge, vi skal have
naar vi blir alene.
Men vi har endnu lidt travlt, derfor blir Brevet
bare en Meddelelse fra en som i Øjeblikket
tror sig født under en lykkelig Stjærne.
En anden Gang blir der nok Lejlighed til mere end
et Femminuttersbrev.
Olivia.
Jeg synes jo I derom skulde vide det, fordi jeg tror
det vil glæde jer.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Datering i brev

Bredgade, København

Holstebro Kunstmuseum