Olivia Holm Møller
1942-11-18
Afsender
Olivia Holm-Møller
Modtager
Niels Th. Mortensen
Dokumentindhold
Olivia Holm-Møller er ærgerlig over, at radioen er blevet afbrudt midt i Niels Th. Mortensens udsendelse. Derudover skriver hun, at hun ser frem til at se hans bog om hende og kommenterer på en dårlig anmeldelse.
Transskription
18-11-42
Kære Niels Th! Det var kedeligt radioen blev
afbrudt iaftes! Jeg siger med Politiken at jeg haaber
vi faar slutningen en anden gang.
Jeg sad sammen med fru Telmany og fru Carl Nielsen
og hørte og fru C.N. sagde: ”det var en skam, det
begyndte saa godt!” jeg synes ogsaa du vrøvler
saa dejligt om hestepærer o.s.v. - jeg glæder
mig til fortsættelsen. Der er meget kedeligt, de ikke
tog det hørespil du læste i sommer. maaske
har de syntes det var for langt, kan du ikke gøre
noget ved det, du maa ikke lægge det hen! maaske
er det stof til 2 hørespil i det.
Jeg har ikke faaet kunstbogen, og jeg kan ikke købe
den her i byen, men jeg har en bekendt som har
forskrevet den fra Fredericia, og imorgen faar jeg den fra
ham. jeg har store forventninger! det siges den
er meget smuk, og jeg trænger volsomt til at
sige dig tak for den. det har jeg længe gjort.
jeg sender dig udklip fra Nationaltidende, det
er en ond en! den siger dog mere om anmælderen
end om bogen - forresten, der er nu ogsaa
noget morsomt i den - han synes ikke du har et
forhærdet hjærte over for min kunst - nej Gud
velsigne dig - det har du ikke haft, da du
skrev bogen. - ligeledes at vi begge har
det kaotisk! Det er ogsaa rigtigt, jeg
har altid følt et vist slægtskab med dig,
og kaos er jo udmærket som udgangspunkt
kan man ikke godt sige det. vi behøver
ialfald ikke at blive sure over den anmældelse
Jeg skriver imorgen naar jeg har set
bogen.
Mange hilsener til jer alle tre
fra Olivia