1940-08-02

2-8-40
Kære Niels Th. M.
Jeg sidder i en hedeplantasje lige
ved den usselige stationsby Stakroge.
Jeg er kørt i forkert retning fra S. Omme,
og skal vente 6 timer for at komme
tilbage og videre mod Kolding.
Jeg sidder i uheld, mine planer
bliver stadig forstyrrede - af
brækkede ben, af blæst - og af
for megen solskin og af dumhed. Men her er ikke ilde,
en stor sort tørvemose, hvor en nøgen
mand gaar og sveder og vender tørv.
Hvor er De? I Vestjylland kan man
ikke undgaa at blive meget urolig i sindet,
og angst for Danmark. Somme tider synes
jeg kunst er uvæsentlig i disse tider, til andre
tider, at det er en livsbetingelse og en frelse,
ialfald, vi maa bruge de evner vi har
faaet. De maa digte og jeg maa male.
Deres digte har glædet en halv snes
mennesker, som jeg har læst dem for - om
ikke for andet - saa fordi kunst rykker
een bort fra det som ligger lige for døren,
og ind i en evig verden.
Markus Bjerre har ingen sans for malerier
men meget for digte.
(Den mand der vender tørv har større udholdenhed
ved sit arbejde end jeg ved mit.)
(Jeg er uheldig! nu gik min kaffeflaske itu
og oversprøjtede mit tøj og mine ting.)
Er De nu snart klar over, at skrive breve
kan jeg ikke. maaske kan jeg bedre hvis
vi kender hinanden om et aar eller to.
- skønt jeg tror det ikke. Det har jeg vist dermed
som med dans - det har jeg heller ingen lyst
til mere. men jeg har lyst til at male.
De er i brevskrivningsalderen.
Jeg vil ønske De har opgivet Kbh. turen.

Venlig hilsen til Dem alle 3
fra Olivia