1901-03-23

Lørdag 23 Marts 1901.

Kære Elise! Jeg skynder mig meget
at sige tusinde Tak for Billetterne, jeg selv
var meget glad for at se Udstillingen, og en
af mine Kammerater blev ”lyksaliggjort” med
den anden Billet. Men nu kommer det
værste, dine Søstre har ogsaa foræret mig
Kortet, som gælder for hele Udstillingstiden, og
det er jo meget for meget.
Det var meget morsomt at se i Gaar, både
Billederne og Menneskene.
Maa jeg ønske tillykke med Svanerne, de saa
udmærket ud, og jeg glæder mig meget til
at se mere paa dem, især ”Faaraarssvanen”,
den synes jeg bedst om, og saa minder den
mig om saa mange Ting, fordi jeg jo har
set den blive til. Jeg synes ogsaa straks,
det var noget kært kendt, og jeg var
indvendig meget stolt, hvor meningsløst det
end lyder. Men du kan da være glad, for de er
virkelig yndige. Jeg ser ogsaa i Dag, at ”Politikken”
synes, de er ”brillant tegnede”.
Jeg er meget skamfuld over mit sidste Brev, glem det
hurtigst muligt! Fra i Gaar Morges har jeg lovet mig selv
at være fornuftig og flittig, og det vil jeg holde.
I Påsken rejser jeg vist hjem, en Tiger blir det altsaa
ikke, jeg kan heller ikke endnu udtrykke billedlig
hvad jeg vil, og det var dog trøstesløst, at se
den blodtørstige Tiger blive til en kælen
Kat.
Jeg er som sagt meget skamfuld, slutter derfor
hurtigst muligt Brevet, idet jeg fortrøster mig til
din overbærende Glemsomhed.
Din lille Livia.
meget, meget lille.