1901-03-16

Søndermarksvej 1 d. 16 Marts 1901

Kære Elise! Ja, der er ogsaa noget Vrøvl
med mig, men saa fik jeg da Brev. Hjærtelig Tak
for dem begge! Jeg blev saa forfærdelig glad for
det første, ja ogsaa for det sidste, men nu er
jeg nær ved at tro, at jeg mere trænger til en god
Dragt Prygl i Stedet for Venlighed, jeg mener
saadan rigtig Prygl, med en Pisk på den bare
Ryg, saa længe til Huden gik af og de blodige
Kødtrævler hang i Piskesnoren – saadan rigtig
at det gjorde ondt – saadan som de fromme
Munke i gamle Dage, da de piskede sig selv, eller
som – det er vist bedre – som Kong Ella, der fik
en Ørn skaaret ud i sin Ryg (var det ikke saadan?)
ja, for det skal jo da helst være andre, som gør det,
saa jeg rigtig kan faa Lyst at hævne mig.
Jeg tror virkelig det var sundt at føle saadan svidende
Smærte engang imellem, det var vist forfærdelig sundt.
Jeg ønsker, jeg bare var tre Aar og saa kunde blive
rigtig strængt opdraget, saa strængt, at Prygl
hørte med til det daglige brød, det gav vist mere
Kraft baade legemlig og sjælelig, tror du ikke?
Det er mig ikke muligt at faa Tankerne bort fra, hvor
rart det vilde være, bare det ikke blir en fiks Ide,
saa jeg bliver gal af det for saa blir det vel ”Pryglevanvid”,
og det vilde sikkert gaa ud over mine Medmennesker.
Saa faar de rigtignok, hvad jeg ønsker mig.
Nej, jeg er ikke gal endnu. Fornuften er bare
”fløjten”. Paa Tegneskolen siger de, jeg er den største
Idealist, det er en grinagtig Idealisme og bare Tegn paa,
hvor sørgeligt det staar til i det hele taget.
Jeg skulde ikke skrevet i Dag, men jeg lovede Thora
og Signe at bede dig straks skrive bestemt, hvornaar du
kommer, da Signes Paaskeplaner jo skal indrettes
derefter. Det Brev, du fik sidst fra mig, var virkelig
meget pænt og roligt, kun var det, som du tænkte,
en stor Dumhed, derfor vilde jeg have det tilbage
igen, og dette blir, under de nuværende Forhold, en
endnu større Dumhed.
Hvor blev jeg da glad for dit Brev - dit første Brev-
saa forfærdelig glad. Jeg tror, jeg er forelsket i dig.
Bare du vidste, hvor meget jeg ser op til dig, men det
ved du slet ikke. Jeg glæder mig saa meget til
du kommer herover, men når du ser mig, maa du
aldrig tænke paa, hvad jeg har skrevet.
Jeg skal se at blive lidt rar til den Tid – og lidt
Flittig, for i denne Tid kan jeg ikke tegne, er
det ikke usselt, for en Smule Hovedpines Skyld,
ja, jeg har lidt Hovedpine, det er vist baade Aarsag til
og Følge af, at jeg ikke kan tegne – eller ogsaa
Tegningen Aarsag og Følge af Hovedpinen – som du
selv vil.
Det er et meget underligt Brev. Jeg tror, jeg holder op nu.
Det er alt sammen om mig selv, og saa synes jeg endda,
jeg hele Tiden har tænkt paa Jer derovre. Godt, at jeg
ikke skrev om Jer, for mit Humør er ikke til at
skrive om noget saa rart og elskeligt som Jer I kære
kære Aagaard-Mennesker.
Det er slet ikke ”rent galt fat med mig”, jeg blir snart lidt
fornuftig igen, Kære Elise. Og jeg har jo Thora og Signe.
Kærlig Hilsen til Brücker og dig!
Din heng. Livia.
Nej, jeg drikker ikke Spiritus, det smager mig saa
ækelt, ellers tror jeg, det er et godt Middel mod
Hovedpine, og jeg kan godt forstaa dem som bruger
det. For mig dur det ikke.
Det er ogsaa for dyrt.